Projektet har til formål at optimere landbrugets økonomi og reducere miljøpåvirkningen ved at optimere udnyttelsen af næringsstofferne i afgasset husdyrgødning/biomasse. Målet med projektet er at bygge og demonstrere et koncept som øger i udnyttelsen af næringsstoffer i afgasset biomasse, ved at gøre det muligt for landmænd at bestille og modtage en næringsstofsammensætning, der matcher bedriftens behov.
Projektet har modtaget tilskud fra GUDP i 2018 og gennemføres som et samarbejde mellem SEGES, Vestjysk og Nature Energy Biogas. Konceptet demonstreres hos de knap 90 landmænd, der leverer husdyrgødning til Videbæk Biogas.
I projektet sammenholdes sammensætningen af afgasset produkter med behovet hos aftagerne. For et udsnit af de knap 90 gylleleverandører på Videbæk Biogas gennemføres en detaljeret analyse af næringsstofudnyttelsen og mulighederne for at reducere behovet for handelsgødning.
Desuden udvikles et koncept for levering af brugertilpasset gødning fra biogasanlægget, således at det leverede produkt i så vid udstrækning som muligt opfylder afgrødernes behov for kvælstof, fosfor og kalium. I gødningsplanlægningsprogrammet Mark Online, som anvendes på ca. 85 pct. af landbrugsarealet, beregner planteavlskonsulenten et optimalt N:P:K-forhold for den enkelte modtager i forbindelse med gødningsplanlægningen. For det kan ske automatisk, skal der udarbejdes en ny optimeringsalgoritme til Mark Online. Målet med optimeringen er, at der skal anvendes så lidt handelsgødning som muligt på modtagernes bedrifter.
Landbruget køber hvert år handelsgødning for mere end 2 mia. kr., og de udbringer knap 40 mio. ton husdyrgødning. Af driftsøkonomiske årsager er det helt afgørende, at gødningsressourcerne anvendes optimalt. Ved at tilpasse den afgassede til bedriftens behov, kan landmanden reducere sit indkøb af handelsgødning og sikre at planterne opnår en optimal tildeling. Desuden optager planterne afgasset gødning bedre end frisk gylle og dybstrøelse, hvilket giver et større afkast på markerne.
Hør hvordan SEGES sammen med Vestjysk og Nature Energy, Videbæk, og forsøger at optimere mulighederne i designergylle på baggrund af bl.a. en kortlægning af gdøningskvaliteten fra de danske biogasanlæg.
Niels Gylsen, teamleder for plante og miljø hos Vestjysk, fortæller her, hvordan Vestjysk, SEGES og Nature Energy Videbæk har identificeret fordele og udfordringer i designergylle gennem projektet Smaragd.
I samarbejde med Nature Energy og Vestjysk har SEGES udført en række driftsøkonomiske beregninger om de gødskningsmæssige konsekvenser af at leverandørerne til Nature Energys anlæg i Videbæk bytter deres husdyrgødning.
Præsentation af en analyse af hvordan gødningskvaliteten af afgasset biomasse har udviklet sig. Analysen er baseret på data fra den Dansk Markdatabase.
SMARAGD-projektet afhold d. 21/9 en workshop for udvalgte planteavlskonsulenter med erfaring i at anvende afgasset biomasse. Formålet var at sikre, at de udviklede designer-gylle løsninger er markedsrelevante.
Analyse af næringsstofindholdet i afgasset gylle viser markante forskelle mellem de enkelte biogasanlæg. Gennemsnitligt ses et fald i det relative indhold af ammoniumkvælstof, men der er store forskelle mellem anlæggene.